Vi besøgte en lille butik med håndlavet keramik i Tamegroute – et besøg, der varmt kan anbefales, hvis man er på gennemrejse i området omkring Zagora og Saharaørkenen.
I den lille by Tamegroute, som ligger mellem Zagora og Mhamid, holdes en gammel marokkansk tradition i live af syv keramikerfamilier. Her er keramik ikke bare et håndværk, men en kunstform, der videregives fra generation til generation.
Langs byens hovedgade ligger de forskellige atelierer side om side. Hver familie har deres egen ovn og deres eget værksted. Vi besøgte Tamegroute Pottery Handcrafted, hvor vi blev taget imod af Ibrahim, som taler engelsk. Han fortalte engageret om hele fremstillingsprocessen og om, hvordan de forskellige familier arbejder med keramikken.
Leret fra Zagora-området er kendt for sit høje indhold af mineraler – blandt andet jern og magnesium – og bruges traditionelt på grund af dets absorberende egenskaber. Det siges, at det er sundt at drikke af, da det kan hjælpe fordøjelsen og bidrage til at afgifte kroppen.
Besøget var en oplevelse i sig selv. Vi fik tilbudt at se værkstedet, som lå tæt på butikken, men valgte denne gang kun at besøge atelieret. Her blev vi imponerede over det fine håndværk og de smukke grønne nuancer, som Tamegroute-keramikken er særligt kendt for. Vi købte et par grønne krus – og blev naturligvis budt på en kop te i forbindelse med købet.
Da alt keramik er håndlavet, er hvert enkelt stykke unikt. Derfor kan både vægt og farvenuancer variere fra produkt til produkt.
Indlægget er ikke sponsoreret eller kommercielt samarbejde.


Kategori: Rejsetips
Læs også
Vi har i kronologisk rækkefølge, valgt at beskrive vores bedste officielle overnatningssteder fra eventyret i Marokko [...]
Agadir Inoummar – et historisk kornlager i Anti-Atlas også kendt som Inoumar-kornlageret, er det største kollektive og [...]


