Så er det på med vandrestøvlerne – Camino Francés venter.

Et eventyr til fods og på hjul gennem Nordspanien – oktober 2025

En uforglemmelig vandring ad den legendariske Camino Francés, tværs over Nordspanien – fra de majestætiske Pyrenæer til den historiske katedral i Santiago de Compostela.

I alt 23 etaper – mellem 18 og 92 km pr. dag – og fire hviledage undervejs. Men også noget mere: frihed på hjul og eventyr i vandrestøvler. For mens Peter og Nor vandrede, flyttede Rebekka vores hjem – camperen – fra by til by.

På den måde delte vi oplevelsen hele vejen, både på stien og ved et varmt kaffebord i små, charmerende landsbyer.

Hvorfor vælge kombinationen af Camino og Camper?

Det korte svar: fleksibilitet, nærvær og ekstra eventyr.

Den nordspanske gæstfrihed mærker man stærkt på Caminoen. Her er altid et sted at hvile, altid en café, en lille bod med frisk baguette, en venlig hilsen fra en lokal eller en medpilgrim. Og med camperen gav vi os selv friheden til at bo tæt på ruten – ofte lige ved Camino-stien – og samtidig opleve alt det, der ligger rundt om.

Vi fandt parkeringspladser i små landsbyer, ved vinmarker, ved søer og på rolige stelpladser. Nogle gange var planerne lagt på forhånd. Andre gange ændrede vi dem spontant, når vi fandt et endnu smukkere sted at overnatte. Den frihed blev en stor del af vores eventyr.

Caminoen er tydeligt skiltet, og skulle man være i tvivl, er Google Maps en god ven. Men vigtigst af alt: det er en rute fyldt med sjæl. Et sted hvor tid får en anden betydning, og hvor hver skridt byder på nye møder, tanker og øjeblikke.

Møder, minder og magi undervejs.

Vi vandrede i solskin, i regn, i vindstille morgener og i tågede bjergpas. Vi mødte pilgrimme fra hele verden, mærkede årstidernes skiften i landskabet og nød den rolige rytme af dage, der begyndte før solopgang og sluttede med varme måltider og trætte fødder.

Vi stod i Pamplonas historiske gader, drak kaffe foran Burgos’ katedral, lagde en sten med håb ved Cruz de Ferro og mærkede stoltheden i Sahagún, hvor midtvejsbeviset blev udstedt. Vi oplevede charmerende små vinbyer, smukke bjergstrækninger og stille sletter, hvor tanker vandrede lige så langt som fødderne.

Og til sidst – i mørket og under stjernerne – kom Peters sidste og længste etape: fra Portomarin til Santiago på 92 km i ét stræk. En nat, en dag, og en nat igen. Med vabler, ømme fødder, vilje og glædestårer ved katedralen i Santiago kl. 02.40 om natten.

Vil du prøve det samme?

Uanset om du drømmer om Caminoen for fællesskabet, historien, naturen, troen eller roen – så er det en gave til dig selv. Og har du en camper, giver det en ekstra dimension af frihed, fleksibilitet og hygge.

Vi håber at vores rejse kan inspirere dig til at snøre støvlerne og sætte kursen mod Caminoen. For den rute giver mere end den tager – uanset om du går for motionen, oplevelserne, stilheden – eller fælleskabet – er det en fantastisk mulighed at give sig selv!

Peter´s dagbogsnoter fra vores eventyr på Caminoen.

Dag 1 – Over Pyrenæerne til Roncevalles

Endelig kom dagen, hvor Nor og jeg tog hul på første etape af Camino Francés. Vi kom afsted omkring klokken otte, da lyset for alvor begyndte at brede sig. Morgenluften var frisk, solen skinnede, og der var ikke en vind. Det kunne næsten ikke starte bedre.

Etapen viste sig at være ret hård – der var mange højdemeter – men stemningen var god hele vejen. Udsigten var helt fantastisk, og vi nød hvert eneste øjeblik, selvom det kostede sved. Turen til Roncevalles tog lidt over seks timer, og da vi endelig kom frem, var vi både trætte og tilfredse.

Imens havde Rebekka nydt formiddagen på stelpladsen i Saint-Jean-Pied-de-Port og dukkede op i Roncevalles en halv times tid efter os. Ingen vabler, ingen ømme fødder – en perfekt start på vandringen!

Dag 2 – Zalbaldika

Jeg stod op klokken seks og var ude af døren omkring klokken syv. Dagens etape gik til den lille by Zalbaldika – en tur på omkring 34 kilometer. Terrænet bølgede op og ned, men vejret var igen helt fantastisk.

Vi havde på forhånd fundet et sted at parkere lidt uden for Zalbaldika, på en lille rasteplads lige ved Camino-ruten. Der var dog lidt for meget trafikstøj, så vi fandt et andet sted at overnatte, stadig tæt på stien. Det bliver dejligt i morgen bare at kunne stå op og gå direkte afsted.

Det har været en rigtig god dag. Man kan godt mærke, at det er anden dag i træk i vandrestøvlerne, men stadig ingen ømheder eller vabler. Nor klarede sig også super – han gik uden snor det meste af dagen og nød friheden.

Dag 3 – Uterga

I dag gik Nor og jeg afsted omkring klokken syv med kurs mod Pamplona, hvor vi skulle mødes med Rebekka. Hun kørte i forvejen og parkerede på en plads i udkanten af byen, lige dér hvor Caminoen passerer. Vi fulgtes ad ind mod centrum ad ruten og fandt en hyggelig kaffebar tæt på katedralen, hvor vi nød en velfortjent kop kaffe.

Efter pausen fortsatte Nor og jeg videre mod den lille by Uterga. Undervejs passerede vi Alto de El Perdón – et af de mest kendte steder på Camino Francés, med de karakteristiske pilgrimsskulpturer og en storslået udsigt.

Vi nåede frem til Uterga omkring klokken tre om eftermiddagen. Benene havde det overraskende godt, kun en smule ømhed omkring anklerne – ellers ingen problemer. Endnu en god dag på Caminoen.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Privatlivspolitik.

Dag 4 – Villatuerta

I dag gik turen til Villatuerta, en strækning på omkring 25 kilometer. Jeg kom afsted lidt over klokken syv og nåede frem til byen omkring klokken ét. Vejret var helt perfekt – sol fra en skyfri himmel, og vinden havde lagt sig lidt siden i går.

Rebekka ankom i bil omtrent samtidig med, at jeg kom gående. Vi fandt en stille parkeringsplads i et roligt boligområde i udkanten af byen, et rigtig fint sted at holde for natten.

Benene har det stadig godt, kun en behagelig træthed efter dagens etape. Nor får en velfortjent pause i morgen – han virker lidt slidt efter de sidste dages vandring.

Dag 5 – Los Arcos

I dag gik jeg afsted alene, mens Nor fik en velfortjent hviledag. Det føltes lidt mærkeligt at gå uden ham, men også rart at kunne finde sit eget tempo for en dag.

Jeg havde aftalt med Rebekka, at vi skulle mødes ved den berømte vinfontæne ved Bodegas Irache, hvor man kan smage lidt af den lokale vin. Vi tog os også tid til et lille besøg på museet ved siden af, før jeg fortsatte videre mod dagens mål – byen Los Arcos.

Rebekka fandt en rolig grusparkeringsplads lige ved Camino-ruten, perfekt til overnatning. Om aftenen gik vi ind for at se den imponerende katedral i byen. Den åbnede først for offentligheden efter klokken 19.15, og det var en helt særlig oplevelse – stemningen, lyset og detaljerne gjorde et stort indtryk.

Det har været en varm dag på Caminoen. Terrænet er begyndt at flade lidt ud, ikke så kuperet som de foregående dage, hvilket gjorde vandringen en smule lettere.

Dag 6 – Viana

I dag er det den spanske nationaldag, så mange butikker og caféer havde lukket. Heldigvis stod en kort vandredag på programmet – kun 18 kilometer til byen Viana. Jeg gik afsted fra Los Arcos omkring klokken syv og ankom til Viana lige før klokken elleve.

Resten af dagen brugte vi på lidt praktiske ting. Vi kørte en tur til Logroño for at få fyldt LPG-gas og vasket tøj – ikke de mest spændende gøremål, men nødvendige, når man er på farten.

Om aftenen fandt vi en rolig parkeringsplads ved et sportscenter i Viana, et stille og fredeligt sted at overnatte. Efter flere dage med mange kilometer i benene var det rart med en lidt kortere og afslappet dag.

Dag 7 – Ventosa

Sidste vandredag inden en tiltrængt hviledag. Turen gik til byen Ventosa – en strækning på 29 kilometer. Nor og jeg gik afsted klokken syv og nåede frem omkring klokken to. Det var en lang, men smuk etape, og vi nød den rolige rytme på stien.

Planen var egentlig at overnatte på en stelplads i Ventosa, men der var hverken ordentligt netværk eller et plant sted at holde. I stedet besluttede vi at køre videre til en parkeringsplads ved Parque de la Grajera, lige ved en lille sø – dog ikke en badesø. Her fandt vi et dejligt roligt sted at overnatte, perfekt til at lade op til hviledagen i morgen, hvor vi besøger byen Logroño.

Dag 8 – Hviledag

I dag stod den på hvile, og det var virkelig tiltrængt. Vi brugte formiddagen på at få gjort vores YouTube-film klar – det føles altid godt at få redigeret og afsluttet noget kreativt. Senere var vi forbi kaffebaren Roots i Logroño.

hvor vi nød en rigtig god kop kaffe og lidt ro. På vej tilbage kørte vi forbi en stelplads, hvor vi fik fyldt vand på og tømt gråvand – sådan nogle små praktiske ting, der bare skal klares.

Resten af dagen tilbragte vi ved Parque de la Grajera, hvor vi skal overnatte. Det er et roligt sted, perfekt til at lade op inden næste etape. I morgen tidlig kører Rebekka mig og Nor til Ventosa, så vi kan fortsætte Camino-turen. Jeg glæder mig allerede til at komme videre.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Privatlivspolitik.

Dag 9 – Santo Domingo de la Calcada

Efter en god hviledag var det rart at komme i gang igen. Dagens etape gik fra Ventosa til Santo Domingo de la Calzada – en flad og behagelig strækning på omkring 32 km. Vi gik gennem åbent landbrugsland og vinmarker, og luften var frisk fra morgenstunden. Vi kom af sted lidt over klokken syv og nåede frem til byen omkring klokken ét.

Ved kirken i Santo Domingo mødte vi Rebekka, som havde parkeret ved det lille hospital. Der viste sig dog at være sat et cirkus op lige i nærheden, så vi besluttede at køre videre cirka ti kilometer til en anden lille by med en god stelplads. I morgen tidlig kører Rebekka mig tilbage til startpunktet, så Camino-turen kan fortsætte.

Dag 10 – Villafranca Montes de Oca

Rebekka kørte mig tilbage til startstedet i Santo Domingo, hvor jeg sluttede i går. Dagen begyndte lidt uheldigt – jeg kom den forkerte vej ud af byen og fik derfor lagt 4-5 ekstra kilometer til, før jeg fandt tilbage på sporet. Resten af dagen gik gennem åbent landbrugsland og fladt terræn, så det blev en rolig, men lang vandring.

Som aftalt hentede Rebekka Nor halvvejs på turen, så han ikke bliver overbelastet. Jeg fortsatte til Villafranca Montes de Oca – en strækning på omkring 32 km. Rebekka hentede mig ved byen, og vi kørte de få kilometer videre til et fantastisk naturområde, hvor vi skal overnatte.

Jeg har ændret lidt i planen og besluttet at tage hviledage, når vi når til Burgos og León. Der er meget at opleve i begge byer, og det bliver godt at tage sig tid der. Fødderne har det fortsat fint, og jeg glæder mig til næste etape.

Dag 11 – Burgos

I dag gik turen mod Burgos, omkring 38 kilometer i alt. Vi kom afsted lidt over klokken syv, mens morgenen stadig var stille og frisk. På vejen mødtes jeg med Rebekka, så hun kunne overtage Nor, da han ikke skulle gå så langt, så de sidste 18-19 kilometer blev alene til Burgos.

Rebekka havde fundet en rigtig fin parkeringsplads i byen. I morgen tager vi en tur ind til centrum for at se lidt nærmere på Burgos, så det bliver til en hviledag i morgen.

Benene er lidt trætte efter dagens distance. Ruten i dag gik gennem skov og flere små byer – virkelig hyggeligt. Til gengæld var der ikke så godt skiltet, da vi nærmede os Burgos, så vi måtte holde lidt ekstra øje med retningen.

Alt i alt en lang, men god dag.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Privatlivspolitik.

Dag 12 – Hviledag

I dag stod den på byvandring i Burgos. Vi gik ind til centrum omkring kl. 10.00, mens Nor blev i camperen. Burgos er en flot gammel by med masser af charme, og katedralen er virkelig imponerende – enorm og detaljerig. Vi fandt en hyggelig kaffebar, Paradise Cafe, hvor vi nød en pause og så på livet omkring os.

Resten af dagen gik med afslapning: et tiltrængt fodbad, fylde vand på camperen og bare tage det roligt. Vi er stadig helt blæst bagover over, at vores seneste YouTube-film “Vi stikker af” får så meget opmærksomhed – og vi har nu rundet over 1000 abonnenter! Det føles ret vildt.

Jeg kan mærke lidt ømhed i trædepuden bag ved højre stortå, men håber det går væk efter lidt ro. I morgen går Nor og jeg videre på Caminoen. Vi starter direkte fra pladsen her i Burgos og har 30 km foran os til Hontanas.

Dag 13 – Hontanas

I dag gik turen fra Burgos til Hontanas – omkring 32 kilometer. Det var lidt svært at finde vej ud af Burgos, da skiltene ikke var helt tydelige, men med lidt hjælp fra Google Maps lykkedes det.

Dagen begyndte smukt med en rolig solopgang, men senere trak skyerne sig sammen, og vi fik både overskyet vejr og en del regn, mens vi gik over de åbne marker.

Undervejs kom jeg forbi en lille lokal kirke, hvor jeg blev velsignet. Jeg fik også en lille halskæde af snor med et emblem samt et stempel i mit pilgrimspas – et fint minde fra dagens vandring.

Rebekka blev tilbage i Burgos nogle timer for at klippe videre på vores kommende film. Hun nåede frem til Hontanas lidt før Nor og mig. I udkanten af byen fandt vi en hyggelig græsparkering lige ved ruten – et perfekt sted at slå sig ned efter en lang dag på vejen.

Dag 14 – Frómista

Dagens tur gik i første omgang mod Boadilla del Camino, men da Nor og jeg kom dertil, besluttede vi, at jeg skulle gå lidt videre til Frómista, hvor der var en fin stelplads. Det betød, at dagens etape endte på 34 km i stedet for de planlagte 29.

Det har været en god dag – vi kom både op ad nogle stigninger og ud på åbent land. Vinden har dog fulgt os hele vejen og blæst en del, men det gav også lidt friskhed i varmen.

I morgen venter en kortere etape på omkring 19 km, som en god balance efter dagens ekstra kilometer.

Dag 15 – Carrión de los Condes

I dag var det en kort etape på 19 km, men desværre også en lidt kedelig én. Ruten fulgte en grussti langs hovedvejen hele vejen fra Frómista til Carrión de los Condes. Det var overskyet og småregnede det meste af dagen, så stemningen var lidt grå.

Vi fandt et roligt og fint sted på en stelplads, hvor vi kunne slappe af i fred. Resten af eftermiddagen gik med at færdiggøre vores nye YouTube-film. Da biblioteket åbnede kl. 17, sad vi der til kl. 19 for at uploade og lægge de sidste detaljer på plads.

I morgen venter en længere tur – omkring 40 km til Sahagún. Nor bliver hos Rebekka og hviler benene lidt. Jeg mærker lidt ømhed i venstre lår, måske en lille fiberskade, så jeg må tage det roligt og se, hvordan det går.

Dag 16 – Sahagún

I dag gik jeg af sted uden Nor, som havde en velfortjent hviledag. Ruten førte mig 39 km gennem fladt landbrugsland, kun afbrudt af et par små landsbyer undervejs, inden jeg nåede frem til Sahagún.

Det blæste kraftigt hele dagen, og selvom morgenen startede grå og overskyet, kom solen heldigvis lidt frem i løbet af eftermiddagen. Fødderne har det fint, og låret klarer sig også ok – jeg mærker stadig lidt, men det går.

I Sahagún fik jeg et Camino-midtvejsbevis på pilgrimskontoret – en hyggelig lille markering af, at jeg nu er halvvejs på turen.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Privatlivspolitik.

Dag 17 – León

Da jeg nærmede mig byen Reliegos på dagens etape, besluttede jeg at gå hele vejen til León – en tur på 55 kilometer.

Dagen havde stået på flade grusveje langs landevejen og forbi små landsbyer. Det blæste kraftigt hele dagen, så jeg havde modvind næsten hele vejen. Efter Reliegos ville vejen forsætte i samme stil, så derfor kunne jeg lige så godt forsætte og få det overstået og tage hele turen på én gang.

Omkring klokken 13 mødte jeg Rebekka, som tog Nor med sig. Vi spiste frokost lidt uden for Reliegos, inden jeg fortsatte de sidste 25 kilometer alene. Jeg nåede León omkring klokken 18 efter at være startet fra Sahagún klokken 7 om morgenen – en rigtig lang dag!

Mine fødder var godt ømme, og jeg havde fået nogle små vabler på tæerne. Vi havde tidligere på Caminoen besluttede, at næste dag skulle være en hviledag… måske endda to, da der var meget at opleve i León.

Dag 18 – Hviledag

Det blev til en hviledag i León. Der var frost på bilerne om morgenen, og det var temmelig koldt frem til middagstid. Men så brød solen igennem, og vi kunne sidde udenfor og nyde en kop eftermiddagskaffe.

Om formiddagen gik vi en lille rundtur i byen og så katedralen og andre seværdigheder, vi fandt også en hyggelig kaffebar undervejs. León var en flot by men ellers var det rart bare at tage det stille og roligt efter den lange tur dagen før.

Vi besluttede at blive en dag mere i León, før vi fortsatte videre. Fødder og ben havde det egentlig fint, selv efter de 55 kilometer i går – bare lidt træthed og en øm trædepude på højre fod.

Dag 19 – Hviledag

Det blev til endnu en hviledag i León. Vi tog en tur på kaffebar og spiste frokost på en thairestaurant, mens Nor blev i camperen og slappede af.

León viste sig igen fra sin bedste side – en utrolig flot by med mange spændende seværdigheder og hyggelige gader at gå rundt i. Det var rart at have en stille dag mere, inden vi fortsatte turen.

I morgen går vi videre mod San Martín del Camino – en etape på 24 kilometer.

Dag 20 – San Martín del Camino

I dag gik turen til San Martín del Camino. Ruten fulgte hovedvejen det meste af vejen, men vejret var helt fantastisk – lidt køligt fra morgenstunden, men klart og med en smuk solopgang.

Vi parkerede på en lille stelplads midt i byen og brugte resten af dagen på at slappe af og ordne nogle småting. Det var rart med en rolig eftermiddag efter endnu en vandredag.

Vi lavede også lidt om i planen for den sidste uge, så vi kommer gennem nogle byer og områder, hvor der er gode muligheder for at holde med camperen.

Dag 21 – Astorga

I dag gik Nor og jeg de 24 kilometer til Astorga. Det var en rigtig flot morgen – lidt kølig, men med en smuk solopgang, der farvede himlen helt gylden. Terrænet begynder så småt at blive mere kuperet, og det gjorde turen lidt mere spændende.

Da vi nåede frem, blev vi mødt af en virkelig smuk by. Astorga er fuld af gamle, historiske bygninger. Midt i byen ligger et imponerende slot, som Guidi har bygget, lige ved siden af den store katedral.

Rebekka mødte os ved katedralen, og sammen gik vi lidt rundt i byen, før vi fandt ned til stelpladsen. Resten af eftermiddagen sad vi bare i solen og hyggede os – det var virkelig rart efter dagens gåtur.

Dag 22 – Cruz de Fierro (Foncebadón)

I dag var første gang på Caminoen, at jeg havde lange bukser på. Det er blevet lidt koldere nu, hvor vi er kommet højere op i terrænet. Luften var frisk fra morgenstunden, men solen stod smukt op, og alt var helt stille – en fantastisk start på dagen.

Dagens tur gik til Cruz de Ferro, Jernkorset, hvor Rebekka allerede var ankommet, da jeg nåede frem omkring klokken halv ét. Jeg lagde stenen, som jeg har båret på hele turen, ved korset – som traditionen foreskriver. Rebekka havde skrevet en lille hilsen på den, og det gjorde det hele ekstra særligt.

Vi fandt en fin, stille parkeringsplads lige ved Jernkorset, hvor vi blev holdende for natten. En rolig afslutning på en smuk og betydningsfuld dag.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Privatlivspolitik.

Dag 23 – Ponferrada

Dagen startede med turen ned fra bjerget. Det lå helt indhyllet i tåge, og skyerne hang lavt, men alligevel var der en flot udsigt undervejs. Stien var ujævn med mange sten og klippestykker, så man måtte virkelig holde øje med, hvor man satte fødderne for ikke at glide.

Rebekka kørte ned fra bjerget til Ponferrada, hvor vi havde aftalt at mødes på en stelplads. Jeg nåede frem omkring klokken 12, vi fik lidt frokost og brugte eftermiddagen på at forberede den næste YouTube-film.

I morgen går turen videre til Trabadelo – 35 kilometer venter.

Dag 24 – Trabadelo

I dag gik turen til Trabadelo – 35 kilometer i alt. Det blev en flot vandring gennem vinmarker og små landsbyer. Særligt byen Villafranca del Bierzo, omkring 10 kilometer før Trabadelo, var virkelig smuk med sine gamle huse og smalle gader.

Jeg er blevet lidt snottet, men det går heldigvis okay. Nor har fået en lille flænge i forpoten, så han får en hviledag i morgen. Det passer egentlig meget fint, for morgendagens etape er på hele 39 kilometer.

Vi fandt et roligt sted at overnatte – et transportcenter og hotelområde et par kilometer efter Trabadelo, men lige på Camino-ruten. Der var en lille parkeringsplads nede ved et vandløb, lidt lavere end den store P-plads og motorvejen, så støjen var heldigvis minimal. Et fint sted at slutte dagen.

Dag 25 – Tricastela

I dag var første etape, hvor jeg gik afsted i regnvejr – og det blev faktisk ved hele dagen. Nor blev i camperen hos Rebekka, da han stadig døjer lidt med riften i poten fra i går.

Turen var på 39 kilometer og gik gennem meget kuperet terræn. Jeg synes ærligt talt, det var den hårdeste etape indtil nu. Rebekka fandt en lille parkeringsplads undervejs, hvor vi kunne spise frokost sammen. Det var rart at få det våde tøj af et øjeblik – selvom det selvfølgelig måtte på igen for de sidste 17-18 kilometer til Tricastela.

Undervejs kom jeg ind i Galicien, et utroligt smukt område med flotte efterårsfarver. Desværre var det overskyet og gråt, så udsigten var lidt begrænset, men stadig et flot område.

Om aftenen besluttede vi, at jeg i morgen går videre til Portomarín. Vejrudsigten lover mere regn de næste dage, og vi håber at kunne nå frem til Santiago de Compostela i solskin. Som det ser ud nu, bliver der sol på mandag – så der skal vandres lidt længere hver dag for at nå det.

Dag 26 – Portomarín

Dagen startede i regnvejr på vej mod Portomarín – 39 kilometer i alt. Heldigvis klarede det lidt op i løbet af formiddagen, og regnen stoppede, så det blev faktisk en ganske fin vandredag.

Omkring halvvejs, i Sarria, mødtes jeg med Rebekka til en kop kaffe på en lille lokal kaffebar og efterfølgende frokost i camperen, inden jeg fortsatte videre sammen med Nor. Han gik de sidste 20 kilometer med mig, og det var hyggeligt at have selskab den sidste del af turen.

Jeg ankom til Portomarín omkring klokken 16.30. Det er en rigtig flot og hyggelig by, som ligger op ad en bjergside med udsigt over floden. En stor og smuk bro fører ind til byen – virkelig et imponerende syn efter en lang dag på vejen.

I morgen går jeg afsted alene. Der er ikke et fast mål for dagen, men jeg håber at nå lidt længere end i dag. Vi får se, hvor benene bærer mig hen.

Dag 27 – Santiago de Compostela

Jeg gik afsted fra Portomarín omkring klokken 07.00 – uden Nor denne gang. Der var ikke noget fast mål for dagen; jeg ville bare se, hvor langt jeg nåede. Alligevel begyndte tanken hurtigt at rumstere: måske kunne jeg gå hele vejen til Santiago. En tur på 92 kilometer.

Som dagen skred frem, tog tanken mere og mere form – og det endte med, at jeg gjorde det. Jeg mødtes med Rebekka undervejs, først til eftermiddagskaffe i Melide og senere til aftensmad i camperen, da jeg nåede Azúa. Jeg havde lagt soveposen i rygsækken, så jeg var forberedt på at sove ved katedralen, hvis jeg nåede dertil i løbet af natten.

Det blev mørkt kort efter Azúa, omkring klokken 18.45. Terrænet var fint – skove, små byer og enkelte steder, hvor ruten krydsede hovedvejen. Omkring 35-kilometermærket begyndte jeg at få vabler og ømme fødder, og det fulgte mig resten af vejen. Jeg skulle helst ikke stå stille for længe, for så blev det sværere at komme i gang igen.

Jeg nåede frem til katedralen i Santiago klokken 02.40 om natten. Derfra gik jeg de sidste par kilometer til stelpladsen, hvor Rebekka ventede. Fødderne var godt mærkede – det gjorde ondt bare at træde ned på dem – men følelsen af at stå i Santiago midt om natten var helt særlig.

Natten var mild, omkring 11-12 grader, og der kom kun en smule regn først på aftenen. Stierne var gode, jævne og for det meste flade. En lang, stille og uforglemmelig dag – og nat.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded. For more details, please see our Privatlivspolitik.

Camino Francés på 27 dage inkl. hviledage

1. etape: Saint Jean Pied-de-Port – Roncesvalles 24,3 km

Overnatning: P-plads lige ved kirken, lige hvor ruten går forbi.

2. etape: Roncesvalles – Zabaldika 34,1 km

Overnatning: Udkanten af byen, en lille p-plads Playa Fluvial lige ved Camino ruten.

3. etape: Zabaldika – Uterga 25,1 km

Overnatning: Uterga, p-plads ved Parque-Parkea midt i byen

4. etape: Uterga – Villatuerta 25 km

Overnatning: Villatuerta, p-plads – Plaza los Fueros

5. etape: Villatuerta – Los Arcos 24,8 km

Overnatning: Los Arcos, grus p-plads ved vejen C. San Lázaro

6. etape: Los Arcos – Viana 18,4 km

Overnatning: P-plads midt i Viana, Aparcamientos Gratuitos

7. etape: Viana – Ventosa 29 km

Overnatning: P-plads ved Parque de la Grajera, 10 km fra Ventosa

Hviledag Overnatning: P-plads ved Parque de la Grajera

8. etape: Ventosa – Santo Domingo de la Calzada 32 km

Overnatning: 10 km. fra Caminoruten på en gratis stelplads Castanares Rioja, 32 Carretera Haro

9. etape: San Domingo de la Calzada – Villafranca Montes de Oca 34 km

Overnatning: Syd for byen i et grønt område, Villafranca Montes de Oca, Unnamed Road

10. etape: Villafranca Montes de Oca – Burgos 38,2 km

Overnatning: Burgos – Motorhome Area Calle de las Torres

Hviledag I Burgos – Motorhome Area Calle de las Torres

11. etape: Burgos – Hontanas 30,9 km

Overnatning: Parkeringsområde på et græsareal i byen

12. etape: Hontanas – Frómista 34,5 km

Overnatning: Area de Autocaravanas de Frómista

13. etape: Frómista – Carrión de los Condes 19,3 km

Overnatning: Autocamper Area Callejón Huertas San Zoilo

14. etape: Carrión de los Condes – Sahagún 39,4 km

Overnatning: P-plads ved et sportscenter tæt på en park Aparcamiento gratuito

15. etape: Sahagún – León 55 km

Overnatning: P-plads Stelplads León, Avenida de Peregrinos – 2 EUR/24 timer

2 Hviledag I León – Stelplads Area de Cervicios para Autocaravanas

16. etape: León – San Martín del Camino 24,2 km

Overnatning: Stelplads Area de Cervicios para Autocaravanas

17. etape: San Martín del Camino – Astorga 24 km

Overnatning: Autocamper Area, Carretera Sanabria

18. etape: Astorga – Cruz de Fierro (Foncebadón) 27,2 km

Overnatning: P-plads ved Cruz de Fierro

19. etape: Cruz de Fierro (Foncebadón) – Ponferrada 24,6 km

Overnatning: Autocamper Area, 2 Calle Obispo Camilo Lorenzo

20. etape: Ponferrada – Trabadelo 33,9

Overnatning: Transportcenter 2 km. efter Trabadelo – La Portela de Valcarce

21. etape: Trabadelo – Triacastela 39 km

Overnatning: P-plads 1 Praza da Deputación

22. etape: Triacastela – Portomarin 39,2 km

Overnatning: P-plads Avenida de Sarria, øverste oppe

23. etape: Portomarin – Santiago de Compostela 92 km

Overnatning: Autocamper Area, Aparcadoiro dos Salgueirinos

Denne beskrivelse er vores egen personlige oplevelse og er tænkt som inspiration

Del artiklen på din foretrukne platform!

Læs også