Nor er vores skønne hanhund, født den 2. august 2018. Han var kun 8 uger gammel da vi fik ham og har derfor været hos os, næsten hele hans liv. Han er en helt særlig blanding af dansk-svensk gårdhund – og hold nu fast – Toller, Mops, Jack Russell og Beagle. Resultatet er en charmerende, nysgerrig og kærlig mellemstor hund på omkring 12 kg. med masser af personlighed.
Da Nor var tre år gammel, tog han med os på sin første længere rejse i camper, og siden da har han været en fast del af vores eventyr. Han elsker at være med – uanset om det er på farten, ude i naturen eller bare tæt på os i hverdagen.
Nor har altid været meget knyttet til os, hvilket gør ham nem at have med rundt. Han fjerner sig sjældent langt væk og holder sig altid i nærheden, når han går uden snor. Det giver en stor tryghed for både os og ham. Han kan være lidt reserveret over for nye mennesker, men fungerer generelt fint sammen med både børn og voksne.
Når det kommer til mad, er Nor dog en lille udfordring – han er ekstremt madglad. Det blev særligt tydeligt efter, at vi i 2024 forsøgte os med en kemisk kastration. Årsagen var, at han kunne være lidt udfordrende i mødet med visse hanhunde og samtidig meget interesseret i hunhunde i løbetid. Da behandlingen ikke havde den ønskede effekt, især i forhold til hanhunde, valgte vi ikke at fortsætte. Desværre blev madglæden hængende. Til gengæld betyder det, at Nor vil gøre næsten hvad som helst for en godbid.
I dag er Nor en glad og afbalanceret hund, som trives præcis, som han er. Der er sjældent problematiske møder med andre hanhunde – især når de får lov at mødes uden snor. Hvis kemien ikke er der, vælger han som regel bare at gå pænt udenom og markere den nærmeste busk i stedet.
Allerede fra vores første rejse har Nor skullet forholde sig til mange forskellige hunde, særligt gadehunde. Vi har mødt dem i blandt andet Albanien, Bosnien, Grækenland og Marokko, og det har gjort Nor rigtig dygtig til at læse hundesprog. Han fungerer helt klart bedst uden snor, og det er en holdning, vi deler – vi mener, at hunde generelt har bedst af at møde hinanden frit. Derfor vil I ofte se os gå med Nor uden snor de steder, hvor det er muligt.



Kategori: Rejse med hund
Læs også
Et land fyldt med kontraster og muligheder. Portugal er fyldt med gyldne sandstrande, rå klippekyster og [...]
Øen med de kridhvide sandstrande og det turkisblå vand. Sardinien er en italiensk ø-perle, hvor turkisblåt [...]


