For os er kaffe ikke bare kaffe. En god kop er et fast holdepunkt i vores hverdag på farten – og når vi siger “god kaffe”, mener vi Speciality Coffee. Kaffe, der er bedømt ud fra en lang række parametre og udvalgt for sin høje kvalitet.

Kaffe er en del af vores rejse, vores vanlife og vores nysgerrighed på verden. Det er noget, vi prioriterer, nørder og sjældent går på kompromis med.

Jagten på den helt rigtige kaffebar har ofte ført os ad spændende omveje – gennem hyggelige gader og sjove steder. Lige fra Medinaer i Marokko til pulserende byliv i Albanien.

At leve og rejse i camper betyder ikke, at man behøver at gå på kompromis med kvalitet. Tværtimod. Vi elsker at finde de små, passionerede kaffesteder – både for at nyde en kop på stedet og for at købe bønner med hjem til vores egen bryg i camperen.

Heldigvis dukker der flere og flere steder med Speciality Coffee op. Ofte finder vi fantastiske kaffebarer i selv de mindste byer. Det er inspirerende at se, hvordan passionen for god kaffe lever og blomstrer – også langt væk fra de store storbyer.

Hvordan finder vi stederne, når vi rejser?

De første år brugte vi primært to apps:

* European Coffee Trip

* Roasters App (RSTRS)

Begge har været guld værd på vores rejser og har gang på gang guidet os til steder, vi aldrig selv ville have fundet.

De seneste år har vi dog også brugt Google-søgning og lidt klassisk detektivarbejde. Rebekka har en særlig næse for, hvor de gode steder gemmer sig. Nogle gange googler vi “Speciality Coffee”, andre gange bare “Coffee” – og så går jagten ind med billeder, anmeldelser og sociale medier som spor.

Begrebet Speciality Coffee bruges i dag meget bredt – også i lande, hvor engelsk ellers ikke er hovedsproget. Har man ikke held med at søge på Speciality Coffee, kan det dog være en fordel at prøve den lokale oversættelse. I Spanien anvendes for eksempel betegnelserne café de especialidad eller café artesano nogle gange om kaffebarer med fokus på kvalitet og håndværk.

Rebekka er uden tvivl kaffenørden i forholdet. Hun har i mange år fordybet sig i kaffens verden – fra bønne til bryg – og har endda tidligere haft en virksomhed, hvor hun solgte kaffesmykker. For hende er kaffe både håndværk, videnskab og passion.

Derfor er vores kaffepauser sjældent tilfældige. Der bliver kigget på ristningsgrader, oprindelse, bryggemetoder og smagsnoter. Kaffe er lidt som vin – jo mere man ved, jo mere får man ud af oplevelsen.

Peter er først kommet sent ind i kaffens verden, men i dag er en god start på dagen næsten utænkelig uden morgenkaffe og hygge i camperen. Der er noget særligt ved at sidde med en varm kop i hånden, kigge ud på nye omgivelser og langsomt lade dagen begynde.

Kaffe er blevet et fælles ritual – et øjeblik med ro, nærvær og forventning om, hvad dagen bringer.

Vi lægger ikke skjul på, at kaffe fylder i vores budget. Men for os er det en bevidst prioritering. Kaffe er en oplevelse, et håndværk og en del af vores livsstil. Ligesom med vin kræver kaffe viden og indsigt – og netop dét gør det spændende. Én kop ad gangen.

Kategori: Kaffe på rejsen

Del artiklen på din foretrukne platform!

Læs også