På vores rejse gennem Rumænien fik vi pludselig problemer med generatoren og multiremmen på vores Pickup Camper. Heldigvis fik vi gennem vores danske forsikringsselskab kontakt til Onedia Car Service i udkanten af Bukarest – og det viste sig at være en rigtig god hjælp i en ellers stressende situation.
Allerede fra den første kontakt oplevede vi en yderst professionel og imødekommende service. Kommunikationen foregik via WhatsApp, hvor vi fra starten blev informeret om forventet ankomsttid for vejhjælpen. Mens vi ventede et par timer på hjælpen, var værkstedet allerede i gang med at forberede sig på vores ankomst.
Inden vejhjælpen nåede frem, kontaktede værkstedet os nemlig via WhatsApp for at høre nærmere om problemet. Vi sendte en beskrivelse af fejlen samt billeder af motorrummet og generatoren. På den måde kunne de hurtigt danne sig et overblik og sørge for at skaffe de nødvendige reservedele til dagen efter.
Vores Pickup Camper blev transporteret sikkert til værkstedet, hvor vi også fik mulighed for at overnatte i camperen på deres område. Vi blev desuden tilbudt adgang til både bad og toilet.
Næste morgen gik teamet straks i gang med at undersøge problemet. Inden reparationen begyndte, modtog vi et tilbud på arbejdet, så vi kendte prisen på forhånd. Vi syntes, at prisen var rimelig, og efter betalingen gik mekanikerne i gang.
Da vi havde brug for rumænske lei i kontanter til at betale regningen, tilbød de endda at køre os til den nærmeste hæveautomat. Det er netop den slags hjælpsomhed, der gør en stor forskel, når man er på farten i et fremmed land.


Der blev monteret en ny generator med frihjul, kilerem, kileribberem, remstrammer og to løbehjul. Selve reparationen tog omkring to timer, og så var vi klar til at fortsætte vores rejse igen.
Mens arbejdet stod på, kunne vi opholde os sammen med vores hund i et hyggeligt og komfortabelt opholdsrum på første sal. Det var rart at kunne slappe af under ordentlige forhold, mens vores camper blev repareret.
Efterfølgende modtog vi en detaljeret faktura, hvor det udførte arbejde var specificeret tydeligt.
Hele forløbet var præget af en usædvanligt professionel, venlig og hjælpsom service. Fra den første kontakt og koordineringen af vejhjælpen til reparationen og den afsluttende faktura følte vi os godt informeret og i trygge hænder. Alle vi var i kontakt med talte fint engelsk, så der var ingen kommunikationsudfordringer.
Onedia Car Service gjorde virkelig en stor indsats for at gøre en ellers frustrerende og stressende situation så nem som muligt for os. Det betyder meget at møde mennesker, der ikke blot er dygtige til deres arbejde, men også er interesserede i at hjælpe en godt videre.
Vi kan uden tøven anbefale Onedia Car Service til andre rejsende, der får brug for pålidelig vejhjælp eller bilreparation i Rumænien. For os blev mødet med værkstedet en rigtig positiv oplevelse midt i et uventet stop på rejsen.
Indlægget er ikke sponsoreret eller kommercielt samarbejde, men er lavet for erfaringsdeling og inspiration
Kategori: Rejsetips
Læs også
Efter at have kørt gennem Slovakiet nåede vi frem til grænsen til Ukraine. Vi krydsede grænsen [...]
På vores rejse rundt i Rumænien besøgte vi Salina Turda, en gammel saltmine ved byen Turda i [...]


