Et af vores første stop på rejsen gennem Rumænien var Cimitirul Vesel, som på dansk betyder Den Muntre Kirkegård. Kirkegården ligger i den lille by Săpânța i det nordlige Rumænien og er bestemt ikke en kirkegård, som man oplever hver dag.
Allerede da vi ankom, kunne vi se, at dette sted var noget helt særligt. I stedet for de traditionelle grå og mørke gravsten er kirkegården fyldt med farvestrålende blå kors, som er dekoreret med billeder og fortællinger om de mennesker, der ligger begravet her.
Det er både anderledes, fascinerende og faktisk også rigtig hyggeligt at gå rundt mellem gravene.
Historien om Cimitirul Vesel går tilbage til 1930’erne, hvor den lokale træskærer Stan Ioan Pătraș begyndte at lave de karakteristiske blå gravkors.
Han havde en helt særlig måde at fortælle historier på. På korsene lavede han farverige udskæringer og malerier, som viste noget fra den afdødes liv. Det kunne være deres arbejde, familie, interesser eller en bestemt begivenhed fra deres liv.
På den ene side bliver personen ofte beskrevet på en mere positiv eller humoristisk måde. Når man vender sig om og ser på bagsiden, finder man ofte den mere alvorlige, negative eller dystre side af historien.


Efter Stan Ioan Pătraș døde i 1977 fortsatte hans elev Dumitru Pop traditionen med at lave de karakteristiske kors, og arbejdet med at bevare kirkegårdens særlige udtryk fortsætter den dag i dag.
Noget af det, vi syntes var mest spændende ved besøget, var netop at gå rundt og læse de forskellige historier på gravstenene. Det er en helt anden måde at mindes de døde på, end vi er vant til hjemmefra.
Selvom stedet hedder Den Muntre Kirkegård, handler det selvfølgelig stadig om mennesker, der har mistet livet. Men gennem de farverige kors og de personlige fortællinger bliver døden ikke kun fremstillet som noget trist. I stedet bliver livet og personligheden hos den enkelte også fremhævet.
Vi syntes derfor, at det var utrolig spændende at gå rundt fra kors til kors og forsøge at forstå historierne bag de forskellige mennesker.
Midt på kirkegården ligger kirken, som også er en oplevelse i sig selv. Udefra er den utrolig farverig og skiller sig tydeligt ud fra de kirker, vi normalt ser. Men det er faktisk indenfor, at den virkelig imponerer.
Kirken er fyldt med farverige malerier og dekorationer, og væggene er dækket af motiver og detaljer i stærke farver. Det giver kirkerummet en helt særlig stemning.
Vi brugte derfor også tid på at gå rundt i kirken og se på alle de mange detaljer. Der er virkelig meget at kigge på, og man opdager hele tiden nye motiver.


Man kan sagtens bruge et par timer på et besøg på Cimitirul Vesel.
Selve kirkegården er ikke enorm, men hvis man tager sig tid til at kigge på korsene, læse historierne og besøge kirken, går tiden hurtigt.
Det er forholdsvis nemt at parkere i Săpânța, og vi oplevede ikke de store problemer med at finde en parkeringsplads i byen.
Entréen til Den Muntre Kirkegård kostede på vores besøg: Voksne: 10 lei – Børn: 5 lei. Man skal være opmærksom på, at entréen kun kan betales kontant.
Hvis man ikke har rumænske lei på sig, findes der både vekselautomater og vekselkontorer/banker i byen, så det er muligt at få vekslet penge.
Omkring 300 meter fra kirkegården ligger et lille museum, Casa Memorială, som fortæller mere om historien bag Den Muntre Kirkegård.
Museet handler blandt andet om Stan Ioan Pătraș, som var manden, der startede traditionen med de karakteristiske blå kors og de personlige fortællinger.
Vi besøgte ikke selve museet, men vi så det udefra. Hvis man gerne vil vide mere om historien bag kirkegården og manden, der skabte den, kunne det derfor være oplagt at lægge vejen forbi Casa Memorială.
Vi syntes bestemt, at Cimitirul Vesel er et besøg værd.
Det er et sted, der er meget anderledes end de fleste andre seværdigheder, vi har besøgt på vores rejser. De farverige kors, de personlige historier og den smukke kirke gør besøget til en oplevelse, man husker. For os var Cimitirul Vesel derfor ikke bare en kirkegård, men et meget levende stykke rumænsk kultur og historie – og et sted, hvor man virkelig kan bruge et par timer på at gå rundt, læse, kigge og lade sig fascinere af de mange forskellige historier.
Indlægget er ikke sponsoreret eller kommercielt samarbejde.
Kategori: Rejsetips
Læs også
Efter at have kørt gennem Slovakiet nåede vi frem til grænsen til Ukraine. Vi krydsede grænsen [...]
På vores rejse rundt i Rumænien besøgte vi Salina Turda, en gammel saltmine ved byen Turda i [...]


