På vores tur gennem det sydlige Polen besøgte vi Chocholowskie Termy, som er et af Polens største termiske badekomplekser. Det ligger omkring 20 kilometer fra Zakopane og tæt ved den lille by Chocholów i Podhale-regionen.
Det er et sted, der både indbyder til afslapning og sjov for hele familien – og vi synes bestemt, det er et besøg værd, hvis turen går til området.


Chocholowskie Termy har mere end 30 indendørs og udendørs swimmingpools, hvor vandtemperaturen typisk ligger mellem 32 og 38 °C. Det termiske vand kommer fra et dybdeboringsanlæg, Chochołów PIG-1, hvor vandet hentes op fra omkring 3.600 meters dybde under jorden.
Vandet kommer naturligt op med en temperatur på omkring 82–90 °C og køles efterfølgende ned, så det kan bruges i bassinerne.
På sin vej gennem undergrunden optager vandet forskellige mineraler fra bjergarterne, blandt andet svovl, calcium, magnesium og natrium. Det er netop mineralindholdet og den behagelige varme, der gør de termiske bade til en skøn oplevelse, især hvis man trænger til at få varmet kroppen godt igennem efter en dag på farten eller en vandretur i bjergene.
Der er langt fra tale om blot et par varme bassiner. Området byder på masser af forskellige oplevelser med blandt andet vand rutsjebaner, kunstige bølger, brusende floder og barer direkte i vandet.
Flere af bassinerne ligger udendørs, og det giver en helt særlig stemning. Vi tog selv en tur i badene om aftenen, og det var fantastisk at ligge i det varme vand, mens mørket faldt på omkring os.
Efter kl. 19.00 er entréen billigere, og vi gav 258 kr. for os begge, da vi besøgte stedet. Priserne kan naturligvis ændre sig, så det er en god idé at tjekke de aktuelle priser inden besøget her……….
Chocholowskie Termy er efter vores mening også et rigtig godt stop, hvis man rejser i camper.
Lige bag ved komplekset, ned mod floden, er der mulighed for at parkere i 24 timer for omkring 18 kr. (10 PLN). Det er tilladt at overnatte, og det benyttede vi os selv af.
Pladsen kan også være interessant, hvis man ikke har planer om at besøge selve termalbadet. Man kan nemlig bruge området som overnatningssted og i stedet gå på opdagelse i området, hvor der findes mange forskellige vandreruter.
Ved hovedindgangen er der desuden et loungeområde med toiletter, Wi-Fi og café, hvilket er praktisk, hvis man holder der som camperrejsende.
Selve komplekset ligger utrolig smukt med Tatrabjergene som kulisse. Vi var desværre så uheldige at besøge stedet på en overskyet dag, så vi fik ikke helt den udsigt, som området normalt kan byde på.
Men selv med gråvejr var det en dejlig oplevelse – og vi kan sagtens forestille os, hvor fantastisk det må være at sidde i de udendørs bassiner på en klar dag med udsigt til bjergene.
Åbningstiderne er:
* Hverdage: kl. 09.00–22.00
* Weekender: kl. 09.00–23.00


Man kan købe billet ved indgangen eller online, og vi vil anbefale at tjekke de aktuelle priser og åbningstider inden besøget.
Husk også badetøfler og håndklæder.
Omklædningsområdet kan godt virke lidt forvirrende første gang, man besøger stedet.
Ved indgangen får man udleveret et armbånd, som bruges til at låse ens skab op. Armbåndet fungerer også som betalingsmiddel inde i poolområdet. Man kan derfor købe mad og drikke undervejs og først betale for det hele, når man forlader området.
Når man har fundet sit omklædningsskab, går man ind i nogle omklædningskabiner, hvor man kan skifte til badetøj. Herefter lægger man sit tøj og sine sko i skabet.
Derefter går man videre til henholdsvis kvinde- og mandeafdelingen, hvor man kan vaske sig, inden man går ud i selve poolområdet.
Det er lidt anderledes, end man måske er vant til, så det kan være rart at vide på forhånd, hvordan det hele hænger sammen.
Vi synes, Chocholowskie Termy er et rigtig dejligt sted besøge på vejen og kan kun anbefale det. Kombinationen af varme termiske bade, de mange forskellige bassiner, de udendørs områder og den smukke beliggenhed gør stedet til noget lidt særligt.
Især vores besøg om aftenen var en oplevelse. At sidde udenfor i det varme vand, mens det er mørkt omkring én, giver en helt anden stemning end et almindeligt svømmebad.
Og hvis man rejser i camper, er muligheden for at parkere og overnatte lige ved komplekset et ekstra plus.
Chocholowskie Termy kan derfor både være et mål i sig selv, en afslappende pause på rejsen eller et godt udgangspunkt for at opleve naturen og vandreruterne omkring Chocholów og Zakopane.
Du kan finde aktuelle priser, åbningstider og billetinformation på Chocholowskie Termy officielle hjemmeside her
Indlægget er ikke sponsoreret eller kommercielt samarbejde.
Kategori: Rejsetips
Læs også
Efter at have kørt gennem Slovakiet nåede vi frem til grænsen til Ukraine. Vi krydsede grænsen [...]
På vores rejse rundt i Rumænien besøgte vi Salina Turda, en gammel saltmine ved byen Turda i [...]


